A-afdelingen

0. – 4. årgang på Haahrs Skole udgør skolens A-afdeling. Fra 0. til og med 3. klasse er normeringen som udgangspunkt 22 elever i hver klasse.

Når eleverne begynder i 0. klasse arbejdes der med mange faste rutiner og gentagelser. Dette for at skabe størst mulig tryghed og tillid hos børnene og derved få skabt det gode undervisningsmiljø. Dette etableres bl.a. gennem:

  • velkomst om morgenen i rundkreds i klassen med gennemgang af dagens forløb
  • morgensamling i Det blå Hus med sang og fortælling
  • faste voksne omkring klasserne hele skoledagen – også i frikvartererne
  • god voksennormering på årgangen hele skoleåret
  • fra jul og frem til sommerferien har de kommende 4 klasselærere hver 4 ugentlige lektioner på årgangen
  • samtale, sang, fortælling, leg, kreative og fysiske udfoldelser og sproglege

Vi lægger vægt på en oplevelses- og helhedspræget undervisning.

Ved at arbejde ud fra oplevede helheder i naturen, i dagligdagen, i eksempler fra fortid og nutid, fantasi og fiktion opnås sammenhæng og mening.  

Det er vigtigt at værne om børnenes naturlige åbenhed og tillid til sig selv og deres omverden. Vi skal styrke deres spontanitet, forsker- og skabertrang samt lysten til at lære.

Børnenes oplevelser fra hverdagen sammen med lærernes faglige viden og erfaring danner fundamentet for tværfagligheden i begynderundervisningen.

På 0. årgang er idræt samt leg og bevægelse ugentligt på skoleskemaet. Her er fokus på oplevelse, glæde og engagement. Rytme, tempo, dynamik, form og balance er tillige elementer i undervisningen.

Trivselsundervisning

At trives er fundamentalt for at have en god og udbytterig skolegang. På Haahrs Skole underviser vi samtlige klasser i a-afdelingen i trivsel. Årgangspædagog og klasselærer varetager trivselsundervisningen i fællesskab.

Vi underviser blandt andet eleverne i, hvordan de

  • er en god kammerat
  • får sagt fra
  • skaber gode relationer

Tematisk undervisning

Vi arbejder i a-afdelingen i høj grad tematisk. Det være sig undervisningen i matematik, natur/teknik eller kristendom. Herudover arbejder vi flere gange om året med emner/temaer, som bryder det normale skema op. Vi arbejder såvel årgangs- som afdelingsvis – afhængigt at indhold og mål.

Vi stræber desuden efter at lægge en række af klassernes timer parallelt, så der er gode muligheder for samarbejde på årgangene.